Blog

Her vil jeg blogge uhøjtideligt om stort og småt primært om mit arbejde som fotograf. The blog will only be in Danish. Sorry, but you can always use Google Translate ;-) It might not make sense, but at least it's entertaining.

Video til Dyreværnet

Mandag d. 4. maj 2015 modtog Dyreværnet i Rødovre 21 misrøgtede gravhunde fra Lolland. Hundene blev konfiskeret af politiet efter en anmeldelse på Dyreværnets hjemmeside. Jeg var blevet kontaktet af Signe, der leder dyreinternatet i Rødovre.

Dyrene var først en tur forbi en dyrlæge, hvor den ene gravhund kom i behandling for et åbent og betændt kødsår i bagpartiet. De øvrige hunde kom med Dyreværnets ambulance til internatet.  Her blev de placeret i forskellige rum, hvor de fik mad og vand. Hundene kastede sig over begge dele, og det var tydeligt at de hverken havde fået vådt eller tørt i lang tid. Deres riben var tydeligt markeret på siden og enkelte af dem kastede op, som følge af at de ikke havde fået mad i lang tid.

Du kan læse mere om sagen på Dyreværnets hjemmeside, hvor du også kan støtte dem økonomisk.

 

KMD Ironman Copenhagen 2014

I går var jeg ude og dække KMD Ironman Copenhagen 2014. Jeg skulle lave billeder til en historie om 35årige Margit (du kan se den her, hvor du også kan se en kort video, jeg også har lavet). Hun har før konkurrencen tabt sig 46 kilo og Ekstra Bladet har tidligere fulgt hende.

Vejret skiftede fra tørvejr til regn med jævne mellemrum. Samtidig var der også en del blæst, så jeg vil gætte på, at nogle af deltagerne har haft det lidt køligt.

Jeg havde fotograferet Margit tidligere på dagen, hvor hun skiftede fra cykel til løb. Der havde hun det godt, men det var en lang dag, og det var ikke til at vide, om hun gennemførte. Jeg talte løbende med hendes personlige træner Sebastian Lundberg, der har hjulpet hende igennem det store vægttab. Vi aftalte at mødes ved målstregen omkring kl. 19.30. Ventetiden  brugte jeg på at tage billeder af de folk, der kom i mål.

Det var sjovt at se, hvor forskelligt de reagerede, da de nærmede sig målstregen og passerede den. Du kan se 42 af billederne i galleriet ovenfor.

Kl. 20.07 kom Margit i mål efter at have været igang siden kl. 07.15, hvor hun hoppede i vandet i Amager Strandpark.

Interview med Jeppe Nybroe

I fredags var jeg i Nordsjælland, hvor jeg sammen med en journalist mødte Jeppe Nybroe, der weekenden forinden var kommet hjem fra Syrien. Her havde han siddet 28 dage som gidsel. Et ophold, der helt åbenlyst har påvirket ham. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en mand, der var så rystet. Efterfølgende har der været debat om, hvorvidt Jeppe burde have stået frem eller ej med sin historie. Jeg har dyb respekt for en mand, der tør stå frem og være sårbar. Hvor lang tid der går før Jeppe får en nogenlunde normal hverdag igen, ved jeg ikke, men jeg håber, at han kommer ovenpå og får bearbejdet de oplevelser, han har været ude for.

Vi havde kun lidt under et time til at lave interview og billeder. Jeg skulle både lave video og stills, der efterfølgende skulle redigeres på meget kort tid. Jeppe var blevet interviewet af andre medier før os, og klokken 16.30 kom vi til som de sidste i rækken. Interviewet var klausuleret til 18.30, dvs. det måtte først offentliggøres kl. 18.30. Vi havde derfor mindre end en time til at redigere og sende video og stills. Redigeringen foregik derfor på bagsædet af min bil imens journalisten Carsten sad på forsædet og skrev artiklen.

Jeg havde ca. 45 minutters video, der skulle redigeres ned til fire minutter. Under interviewet tænkte jeg over, hvilke sekvenser jeg kunne bruge i det endelige klip. Derfor kunne jeg redigere videoen på under 10 minutter bagefter. Hvis jeg havde haft mere tid, kunne jeg helt sikkert have pudset den mere af, men tiden taget i betragtning synes jeg, den er blevet god og opsummerer en del af Jeppes oplevelser.

Du kan se videoen på Ekstra Bladets hjemmeside her

Jeppe Nybroe i huset, hvor interviewet foregik.

Jeppe Nybroe i huset, hvor interviewet foregik.

Nordic Fight Night i Albertslund

Jeg har aldrig fotograferet en boksekamp før. Det tætteste jeg har prøvet, er at fotografere kampsporten MMA (Mixed Martial Arts). Så jeg var ret spændt på at fotografere Nordic Fight Night forleden i MusikTeatret i Albertslund, hvor det stod på 8 kampe fordelt over hele aftenen. Tidligere har jeg fotograferet MMA i Brøndby Hallen, hvor der er plads til ca. 4.400 tilskuere. Det er der ikke i MusikTeatret. Tilskuerne sidder forholdsvist tæt på scenen, og der bliver ret hurtigt varmt. Det svære ved at fotografere boksning er, at et hele kan være ovre på 10 sekunder, så det gælder om forholdsvis hurtigt at få nogle billeder, der kan bruges. Jeg sendte løbende billeder hjem til Polfoto og Ekstra Bladet fra alle 8 kampe, så det var en travl aften, da der ikke var så lang tid imellem hver enkelt kamp.

Micki Nielsen vandt på et leverslag over tyske Bjørn Blaschke.

Micki Nielsen vandt på et leverslag over tyske Bjørn Blaschke.

Patrick Nielsen vandt på TKO over mexicaneren José Pinzon.

Patrick Nielsen vandt på TKO over mexicaneren José Pinzon.

På svampejagt med bandet Spids Nøgenhat

I onsdags var jeg ude og fotografere bandet Spids Nøgenhat i forbindelse med udgivelsen af deres nye album 'Kommer med fred', der udkommer d. 21. oktober 2013. Bandet er opkaldt efter den stærkeste hallucinogene svamp, der findes i Europa. En svamp medlemmerne er ret begejstrede for.

Idéen med billederne var oprindeligt, at de skulle på svampejagt. Vi havde talt om at tage til Værløse, da der angiveligt skulle være bedre muligheder for at finde svampen Spids Nøgenhat. Desværre var vi lidt sent på den i forhold til det svindende lys, da vi mødtes på Frederiksberg kl. 17.30. Der ville derfor være helt mørkt, før vi kom til Værløse midt i myldretrafikken.

Forsanger Uffe Lorenzen, der tidligere bl.a. har været forsanger i Baby Woodrose, og resten af drengene kom derfor med ud på Tippen i Sydhavnen, hvor jeg skulle fotografere dem. Efter jeg hørte om deres begejstring for svampe og havde lyttet lidt til deres syrerock, der trækker tråde tilbage til bands som Røde Mor, tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave et lidt mere psykedelisk billede med lang lukketid, der bedre repræsenterede dem og deres musik.

Jeg tog en del billeder, hvor de kiggede efter svampe, men de fungerede ikke helt. Derfor valgte jeg også at skyde nogle billeder, hvor de kiggede mere direkte ind i kameraet. Til sidst tog jeg et helt straight bandbillede af dem, hvor de alle sammen stod stille.

Vi havde det sjovt, og både bandet og jeg er glade for resultatet.

Nederst kan du se deres video 'Lolland Falster' fra det kommende album.

'Lolland Falster' fra Spids Nøgenhats nye album 'Kommer med fred', der udkommer d. 21. oktober 2013.