Blog

Her vil jeg blogge uhøjtideligt om stort og småt primært om mit arbejde som fotograf. The blog will only be in Danish. Sorry, but you can always use Google Translate ;-) It might not make sense, but at least it's entertaining.

KMD Ironman Copenhagen 2014

I går var jeg ude og dække KMD Ironman Copenhagen 2014. Jeg skulle lave billeder til en historie om 35årige Margit (du kan se den her, hvor du også kan se en kort video, jeg også har lavet). Hun har før konkurrencen tabt sig 46 kilo og Ekstra Bladet har tidligere fulgt hende.

Vejret skiftede fra tørvejr til regn med jævne mellemrum. Samtidig var der også en del blæst, så jeg vil gætte på, at nogle af deltagerne har haft det lidt køligt.

Jeg havde fotograferet Margit tidligere på dagen, hvor hun skiftede fra cykel til løb. Der havde hun det godt, men det var en lang dag, og det var ikke til at vide, om hun gennemførte. Jeg talte løbende med hendes personlige træner Sebastian Lundberg, der har hjulpet hende igennem det store vægttab. Vi aftalte at mødes ved målstregen omkring kl. 19.30. Ventetiden  brugte jeg på at tage billeder af de folk, der kom i mål.

Det var sjovt at se, hvor forskelligt de reagerede, da de nærmede sig målstregen og passerede den. Du kan se 42 af billederne i galleriet ovenfor.

Kl. 20.07 kom Margit i mål efter at have været igang siden kl. 07.15, hvor hun hoppede i vandet i Amager Strandpark.