Blog

Her vil jeg blogge uhøjtideligt om stort og småt primært om mit arbejde som fotograf. The blog will only be in Danish. Sorry, but you can always use Google Translate ;-) It might not make sense, but at least it's entertaining.

Koncert med Kent i Forum

I søndags dækkede jeg Kents sidste koncert i Danmark. Efter 11 studiealbums og 26 år har bandet valgt at stoppe. Med 10.000 besøgende var der var totalt udsolgt i Forum. Jeg havde selv overvejet at købe billet, men nåede aldrig så langt. Derfor var det fedt, at få lov at dække koncerten. Normalt får fotografer lov til at dække de tre første numre af en koncert. Til Kents koncert var det sang nummer to og tre vi fik lov til at dække. Det blev til nøjagtig 15 minutter til at tage billeder. Som jeg har skrevet før, er det dejligt befriende at arbejde medbenspænd. Koncertfotografi er enormt fokuseret og intenst. Det kan jeg godt lide, da det kræver, at jeg arbejder koncentreret. Det gør mig også enormt sårbar, da det kræver, at jeg får billederne hjem indenfor kort tid. Sårbarhed i fotografi er vigtigt, da det bryder med rutinen og får mig til at fotografere mere med maven og mindre med rygraden. Jeg tog 596 billeder. Nedenfor kan du se 12 af dem.

Kristian og Trines bryllup

I januar havde jeg fornøjelsen af at fotografere Kristian og Trines bryllup. Nedenfor kan du se et lille udvalg af de billeder, de fik. Samtidig fik jeg mulighed for at teste en ny optik jeg netop har anskaffet. Det er en 24 - 70 mm /f2.8 fra Nikon med billedstabilisator, der gør det lettere at tage billeder under dårlige lysforhold. Den er noget tungere end sin forgænger, men den virker :-)

Der er altid nok at se til under et bryllup. Brudgommen skal fotograferes imens han venter ved alteret. Bruden skal nå at fanges udenfor, før hun kommer ind i kirken, og hun skal fotograferes på vej op af kirkegulvet.

Efter vielsen er der ca. 40 minutter til at tage familiebilleder, pakke lysudstyret ned, tage billeder under receptionen og forevige brudeparret på vej ud til bilen. Det er altid lidt presset, men det går :-)

Der var sne udenfor, men af hensyn til brudeparret tog vi alle billeder indendørs, da jeg tænkte, at det ville være træls at starte ægteskabet med lungebetændelse.

Vi havde derfor allieret os med en god ven, der havde skaffet os adgang til et fornemt sted ved Valby Bakke, så vi kunne tage alle billederne indendørs.

Da det er vinter og hurtigt bliver mørkt havde jeg taget et flashanlæg med, så vi kunne få noget ordentligt lys. De fleste af de opstillede bryllupsbilleder er derfor taget med flashanlægget og et par enkelte er taget med det forhåndenværende lys. Jeg foretrækker at bruge naturligt lys, da det oftest er det bedste, og det er mere langsommeligt at skulle arbejde med et flashanlæg, der vejer og fylder.