Blog

Her vil jeg blogge uhøjtideligt om stort og småt primært om mit arbejde som fotograf. The blog will only be in Danish. Sorry, but you can always use Google Translate ;-) It might not make sense, but at least it's entertaining.

Paparazzi med Mascha Vang

I går havde Ekstra Bladet premiere på et nyt webtv-koncept, hvor en kendt dansker lader sig følge af et tvhold i 24 timer. Navnet på programmet er Paparazzi, der kører hver torsdag på eb.dk, hvor interesserede kan følge med.

Jeg fulgte tvholdet et par timer i går formiddags for at dokumentere det til papiravisen, der skulle skrive noget om programmets premiere.

Tvholdet består af 3-4 kamerafolk, der skiftes til at filme og en producer, der fungerer som tovholder. Kameramanden/kvinden sender tvsignalet videre via en taske på ryggen, der kører på 3G- eller 4G-nettet og således streamer det direkte, så folk kan se det på Ekstra Bladets hjemmeside. For efterhånden en del år tilbage var Ekstra Bladet - så vidt jeg ved - de første i Danmark til at benytte teknikken, der i mellemtiden er blevet meget mere udbredt, så bl.a. både Ritzaus Bureau og TV2 News også benytter det i dag. De første tasker var ren Storm P, mens de i dag kommer som en samlet pakke, der kan lejes eller købes. Kvaliteten af både lyd og billede er generelt god, men det afhænger selvfølgelig af signalet, der hvor der sendes fra.

Vi skulle hele tiden lege gemme for ikke at gå ind i tvkameraets synsfelt, og dermed ende som ufrivillige pauseklovne for øjnene af seerne. Det har nok set ret sjovt ud, hvis der var folk, der kunne se det. Vi var nødt til at forudse, hvor tvkameraet pegede hen, og hvor det var på vej hen. Jeg har endnu ikke fået nogle sjove kommentarer, så jeg må formode, at det lykkedes :-)

Hjemme i køkkenet hos Mascha Vang

Hjemme i køkkenet hos Mascha Vang

I Fitness World i Boltens Gård, hvor Mascha Vang får undervisning af en personlig træner

I Fitness World i Boltens Gård, hvor Mascha Vang får undervisning af en personlig træner