Blog

Her vil jeg blogge uhøjtideligt om stort og småt primært om mit arbejde som fotograf. The blog will only be in Danish. Sorry, but you can always use Google Translate ;-) It might not make sense, but at least it's entertaining.

Første dronevideo

Så lykkedes det at få redigeret min første dronevideo færdig. Før en måneds tid siden var jeg på Færøerne og havde dronen med. Det kom der nedestående video ud af. I forhold til Danmark, er det noget mere udfordrende af flyve med drone på Færøerne. Landskabet er kuperet, og der kan være kraftig turbulens og kastevinde. Men der er også utrolig smukt. Jeg var heldig med vejret nogle dage, så det lykkedes at komme ud nogle gange. Noget af tiden var det med hjertet oppe i halsen, men man bliver også nødt til at være lidt kølig. Dronen ligger utroligt stabilt i luften, men kastevinde kan sagtens flytte den en meter eller to. Det er specielt langs kysten og de høje klipper, at det kan være lidt risikabelt. Der bliver man nødt til at minde sig selv om, at dronen er et stykke værktøj, og at det er en reel risiko, hvis den ryger i havet. Desuden kræver det kuperede terræn, at man er ekstra opmærksom.

Du kan også se på Ekstra Bladet, hvor videoen er blevet embedded i en artikel om danskernes begejstring for droner.

Hvis du har brug for droneoptagelser, still eller video, skal du være velkommen til at kontakte mig. Jeg er godkendt af Trafikstyrelsen og har dronebevis samt den lovpligtige forsikring.

Dronen er lettet :-)

Juli måned har stået i dronens tegn. Jeg har fået indkøbt en DJI Phantom 4 drone, taget dronekursus og fået dispensation hos Trafikstyrelsen. Jeg kan derfor nu lovligt flyve indenfor bymæssig bebyggelse, hvor jeg kan levere både stills og (live-) video. Det er overraskende let at flyve med dronen. Kunsten består i at undgå at flyve ind i forhindringer undervejs, specielt under videooptagelser, hvor der foregår mange ting på samme tid. Det er sjovt og giver mulighed for at se og levere fotos og video fra en anden vinkel end normalt. Som dronepilot ser jeg også pludselig meget anderledes på steder, end jeg gjorde før. De sikkerhedsmæssige regler og varslinger til myndigheder skal overholdes, forhindringer i luften skal helst spottes på forhånd. Vejr og vind er pludselig også en ny faktor, jeg ikke har tænkt så meget over før.

Jeg har i det sidste år gået og tænkt over, hvilken drone jeg skulle købe. Der er mange faktorer, der spiller ind. Både med selve dronen og med kameraet. Der vil altid være tale om et kompromis mellem størrelse, pris og kvalitet. De store droner, hvor det er muligt at montere bl.a. DSLR-kameraer på, koster omkring 50.000 kr. Den flyveklare drone med kamera kommer hurtigt til at stå i ca. 90.000 kr. Fordelen er selvfølgelig både kvaliteten, men også at dronen har indbygget redundans. Dvs. at hvis den ene motor svigter, vil dronen kunne flyve videre. Redundans gør det muligt, at flyve lovligt over mennesker. Ulempen ved den store drone er, udover prisen, at den er stor og ikke særlig let at rejse med. Jeg har valgt DJI Phantom 4, da det er en fin drone at starte med. Den er til at betale og leverer acceptable fotos og video. Allerede nu har jeg haft fordel af dens lille størrelse, bl.a. hvor jeg sendte den op fra fordækket på en lille båd på 6 meter og ved rejser ud i den store verden.

Jeg glæder mig til at kunne vise mere i fremtiden fra dronen. Til at starte med, kan du se på et par af de første billeder her. Der kommer video i en af de næste indlæg på bloggen.